Langs Vestkysten og Nordmors 2018.

Vi nyder at være næsten "frie".

Forside
 
 
Det var blevet sommer i Danmark, med meget høje og uvante temperaturer. Vi besluttede at køre langs Vestkysten mod nord, da det skulle blæse mest her.
Men inden da besøgte vi Annettes mor i Frederikssund. Og lå derfor på Marbæk Lystbådehavn. Vi havde besøg af gode venner på havnen et par dage. Pladsen er ikke stor og nogen vil nok mene noget slidt. Men 120 kr. incl. bad og strøm. Udsigten fejler ikke noget.
Vi besøgte Rudolph Tegners Museum ved Dronningmølle. Her cafeen. Folk sad på den anden side af bygningen i skyggen.
Maleri af kunstner med arbejde.
Ja, hvem af de modbydelige slanger skal lige have et gok først .
Imens kunne man høre sprød musik fra en af de andre kunstinstallationer.
Jeg skulle selvfølgelig også se J.F.Willumsens Museum i Frederikssund. Hans billeder var desværre taget ned resten af året, så det må blive en anden gang.
Selv buske og træer led under den brændende sol og mangel på vand. Jeg tror det bliver tidligt efterår i år.
Reersø en tidlig morgen på vej mod Jylland. Et skib har smidt anker for natten ud for kysten. Det var vist en piratparkering, havnen ligger lige bag vores camper. Reersø er et sted alle campere skal besøge, når man er på disse kanter. Vi blev et par dage da der var noget festivitas med musik og mad på havnen. 
Første stop på vores Vestkysttur mod nord blev på en af de to parkeringspladser der var på hver side af statuerne "Mennesker ved havet" ved Esbjerg. Mennesker ved havet er fire 9 meter høje statuer skabt af Wiig Hansen.
Et kig fra pladsen ved Hjerting mod nord. Vi havde en rolig nat.
Vi fik frokost i Nymindegab og fortsatte mod Hvide Sande. På tangen mod Hvide Sande fornemmede vi virkelig sommerferiestemningen. En af camperpladserne i Hvide Sande er denne mixparkering. Om natten er her dog kun campere. Der er en toilet og badebygning. Men ingen pottetømning. Det er for dårligt. Det koster 120 kr. for en nat, ingen strøm. Vi fandt ud af at det var en campingplads, der drev denne parkering. Vi lå som nummer to bagerst til højre. Få minutters gang til byen og havnen.
På pladsen er en lille surferbutik og minicafe. Stemningen er sådan lidt Klondike. Vi slår os lige ned her, det kan vi godt lide.
Udsigten fra klitten bag camperparkeringen. Hvide Sande var ved at lave en udvidelse af havnen her. Men ellers fine badeforhold.
Vi havde købt friske blåmuslinger ved fiskehandleren som vi nød i den sene sommersol. I den sorte gryde var flødelegeret muslingesuppe. Ikke en musling måtte kaseres, prima kvalitet. Vi drak mere vand end hvidvin.
Aftensstemning bag klitten på camperparkeringen.
Næste dag sejlede vi igen ud på landevejene mod nord. Det blev også til en enkelt gåtur og fadøl i Lemvig. Kirkens spir kan godt give indtryk af noget der lå lidt sydligere. De to nedkørsler eller opkørsler med hårnålesving ind til Lemvig, virker også lidt sydlandsk. Og så er temperaturen jo helt sydlandsk, når den er bedst.
Rolig vuggende videre mod et natlogi. Vi kom over på Thyholm og fandt den lille havn ved Oddesund.
Rolig plads for natten. 120 kr. incl. bad og strøm. Sidstnævnte kunne jeg ikke finde. Så er det jo dejligt, at have solcelle på taget.
Aftenhygge ved Oddesund.
Jeg kan blive helt spirituel, tænk at have ret til at nyde disse smukke solnedgange.
Stille og rolig videre mod Agger, hvor vi bl.a. købte friske krabbekløer ved en auktion på havnen.
Videre til sightseeing ved Klitmøller. Annette kom ikke i vandet her, hun bryder sig ikke om bølger.
Vuggende ad landevejene mod nordmors og den smukke havn Ejerslev. Et tidligere udskibningssted for moler. Flotte omgivelser. Restaurant.
Her kunne Annette få en svømmetur i det varme vand.
Ved havnen lå en smuk lagune lavet af kildevæld i det tidligere molerbrud. Se den flotte lagdelte molerskrænt. Havnen tænker at åbne lagunen for sejlere med en hollandsk vippebro..
Vi fik af havnefoden lov til at parkere oppe på græsset, så vi kunne få maksimal frisk havluft, placeringen var perfekt til nattens blodmåne.
Vinden fik fat i markisen. Blodmånen kom også frem efter en skyet start. Ejerslev har shelter og teltplads til 20 kr. incl. bad og toilet.. 120 kr. for camper incl. strøm og bad.
Udsigt over flotte Ejerslev Havn og Limfjorden. Det blev så sidste sted på denne korte sommertur. Vi bruger camperen på en lidt anden måde denne sommer. Det hele foregår lidt mere roligt. Vi kender retningen, men kender ikke etaperne eller overnatningsstederne. Desuden bruger vi en del tid sammen med svigermor, børn og børnebørn. Forsat god sommer. 
 

 

Til toppen