Samsø 2012

Kattegats perle og mystiske tegn.

Forside Danmark dejligst
 
   
Jeg har fri de tre dage før påske, så vi forsætter vores ferie fra Ajstrup. Vi krydser vandet til Samsø
Da vi har afleveret barnebarnet kører vi til færgelejet i Hou. Vi har booket en billet til Samsø. Overfarten tager ca. en time. Det gynger ikke særligt meget selv om det blæser en del. Vi har booket den første nat på Sælvigbugtens Camping, der netop starter sæsonen denne dag.
På pladsen ved Sælvigbugtens Camping er der en bakke, hvorfra der er en skøn udsigt over bugten. Jeg må dog stå godt fast for ikke at blæse ned.
Vi henter vores datter i Koldby Kås, der er kommet med færgen fra Sjælland. Næste formiddag har jeg en aftale med en mand, der har opsynet med en lille plads helt ude ved vandkanten. Vi falder med det samme for beliggenheden, selv om faciliteterne ikke er tidssvarende, det er priserne heller ikke. 
De små bygninger her er toiletterne. Vi kan kalde det retrocamping ca. 50'erne. Det har jo også sin charme. Og ellers har vi det hele i campingvognen. Vi får dog stillet toilet og bad stillet til rådighed i et nærliggende sommerhus, da vi er de eneste på pladsen.
Her ved Ilse Made ligger en tre tusind år gammel hellig kilde i et hult egetræ, ganske få meter fra det salte hav. Kilden kan i perioder være dækket af sten. Det var den denne  dag. En historie er, at der for mange år siden drev et lig af en ung kvinde i land her. Hun bar et guldkors på sit bryst. Man ville begrave hende i Tranderup Kirke, men hestene ville ikke, først da man valgte Onsbjerg Kirke gik hestene. I dag hænger guldkorset her.
Pillemark, en hyggelig lille landsby med et loppemarked. Hver landsby har mindst et loppemarked. Samsø gårdbutik med et kæmpe udvalg i specialiteter og fritidstøj.
Dejlig morgen med ristet brød og kaffe. Vi skal på tur til nordøen.
Vi kommer forbi Samsø Bryghus og skal selvfølge smage deres økologiske øl. Selv om det ikke er varmt, kan vi sidde udenfor.
På øens smalleste sted kommer vi forbi Kanhavekanalen. Der er ikke længere vand i kanalen, da landet har hævet sig. Den er sandsynligvis bygget af vikingerne, så de hurtigt kunne flytte flåden fra den ene side af øen til den anden.
Nordby kirke ligger på en bakketop, et stykke udenfor byen. På en gravsten ser jeg et mærkeligt tegn, der minder lidt om en rune, men er det tydeligvis ikke. Det må have haft en vis betydning siden det er med på gravstenen. Hvad er det for et tegn ?.
Nordby, en rigtig hyggelig lille by med mange charmerende huse.
Nordby er nok mest kendt for sit klokketårn. Kirken ligger et godt stykke uden for byen. Derfor har man bygget et klokketårn centralt i byen.
Flere by-brønde er bevaret og ligger spredt rundt i byen. Her er mange mindre og hyggelige spisesteder, hvor jeg godt kan forestille mig, der er et vældigt liv i højsæsonen.
Et velbevaret gadekær, hvor de lokale slapper af. Formålet er selvfølgelig, at levere vand i tilfælde af brand.
Nordby har før haft flere alvorlige brande, derfor er der over de fleste døre en kvist. Der skal forhindre, at brændende tagdele falder ned foran døren.
Igen ser jeg et af de mystiske tegn. Lidt uden for Nordby ligger Ballebjerg. Samsø's højeste punkt på 62 meter.
Fra udsigtsposten kan man se langt i godt vejr. God udsigt til Tunø.
Pigerne hygger sig i vognen, mens jeg steger aftensmaden på min lille Webergrill. Vi skal i anledning af påsken og Linneas sidste aften have lammekølle med flødekartofler.
Onsdag morgen skal vores datter tilbage til Sjælland, efter et par hyggelige dage. Det er klart og næsten vindstille denne morgen. Før Onsbjerg er en mindehøj med bl.a. genforeningen med Sønderjylland. Der er også en genforeningssten ved Nordby.
På vej til Koldby Kås kommer vi forbi denne hollandske mølle. Der er mange mennesker der skal med færgen denne tidlige morgen.
I Koldby Kås er vandet helt stille.
Vesborg Fyr er bygget på et gammelt voldsted. "Fruen ved fyret" hedder den lille cafe og butik, der holder til her. Herover krudthuset.
Fra stranden kan man stadig se den sidste rest af den gamle borgmur. Fra toppen af fyret er der udsigt til Jylland, Fyn og Sjælland samt Endelave.
Det sidste stykke op i fyret foregår ad denne smalle metaltrappe.
Vi finder et stort område med ramsløg og plukker til aftensmaden, der skal bestå af en mørbradbøf med kartofler i flødesovs med ramsløg.
Brattingsborg er i privateje, så det er ikke muligt at komme tæt på.
Vi besøger Ballen flere gange, det er en dejlig havne- og fiskeby. 
Her er to røgerier og fiskehandlere. Vi spiser en hver en fiskefilet med en kold fadøl.
Den gamle købmandsgård byder på et væld af øens specialiteter. Bl.a. kan man her købe smør og ost fra øens lille økologiske mejeri.
Øens gamle turistbus har haft en omskiftelig tilværelse, men fremstår i dag flot med originale dele. Den startede i sin tid på Samsø og ender nok også her. Den har haft en hovedrolle i en Dirch Passer film.
Ved havnen ligger en gammel kalk-ovn.
Torsdag er vinden rolig og det er lidt lunt. Så folk rykker ud og nyder deres mad. Lidt fra Ballen i Brundby ligger rockhotellet, hvor flere danske musikere i perioder bor og spiller. X-faktor holdt også til her sidst med bl.a. Ida.
Nogle glade økologiske køer kigger nysgerrig på os, da vi besøger Bent og Birthe på deres lille gårdmejeri på Brattingsborgvej. De laver noget ost, der bare smager af vitaminer. Bent fortæller gerne om processen med osteriet. Da vi besøger dem, har Bent lige kværnet frisk smør. Osten kan købes her på særlige dage og ellers inde i Ballen i den gamle købmandsgård.
Vi har købt et par fjæsing og en fersk sild hos fiskehandleren i Ballen. Det skal ryges på min medbragte rygeovn. Syv minutter med røg og varme, derefter fem minutter uden varme med åben spjæld.
Aftensmaden består af røget fjæsing, små fjordrejer, røget torskebukser, økologisk brød fra det lille bageri i Ballen samt økologisk smør fra Bent og Birthe.. Den røgede sild får Liva. Fjæsing smager lidt som søtunge, den har kun få større ben.
Her har jeg stolt lavet en mad med de små fjordrejer. Det er et større pillearbejde med de små rejer. Der er mere smag i dem. Morgenbord med tre forskellige oste og smør fra det lille mejeri. En lagret kommenost, en god 45% ost og en gedeost, der ikke smager meget af ged, men en dejlig nøddeagtig smag. Den vil de fleste kunne lide.
Tranebjerg er øens største by, når man kommer kørende fra Onsbjerg ses først det store massive kirketårn. Vidst nok et af Danmarks største. Sandsynligvis brugt som forsvarsværk under urolige tider.
Flaget er på halv, da det er Langfredag.
Kalkmalerier fra midten af 1300-tallet. Sct. Christoforus der bærer Jesusbarnet over floden. Sct. Antonius eremit, kendes på der altid er et svin ved ham. Sct. Sebastian der beskydes med pile. Viekors fra kirkens indvielse.
På væggen med kalkmalerierne findes også et oktagram (en 8-takket stjerne). Måske et hemmeligt Kristusmonogram, knyttet til Åbenbaringsbogens tale om Kristus som den "strålende morgenstjerne", det vil sige den magtfulde med verdensherredømmet. Jeg taler med præsten om det. Han er tydeligvis stolt af det. Præsten mener stjernen kan være knyttet til Maria, som også kirken er opkaldt efter. Præsten fortæller, der kan ses  flere bogstaver i oktagrammet.
I Tranebjerg ligger velkomstcenter Samsø og Samsø museum, em gård bygget i den specielle Samsøstil.
Jeg finder ud af, at de mærkelige tegn er bomærker. Nedarvet gennem generationer. De kan føres tilbage til vikingetiden. Man satte disse mærker på sine ejendele, lige fra huse, kvæg, linned, lertøj og i brød.
Yderst på en tange ved Stavns fjord ligger Langøre, et lille fiskeleje, der benyttes meget af sejlsportsfolk.
Udkig mod Langøre kirke og Besser Rev. Her findes flere skanser fra krigen mod englænderne. Englænderne erobrede Anholt, så man satte en ære i at Samsø ikke faldt i deres hænder også. Ferien er slut og vi skal med færgen til Jylland. Samsø har været et dejligt bekendtskab.
 

 

Til toppen