Rom  2008

- Hvad juletræer kan føre til.

Forside Udenlandsture
 
 
Jeg og en kollega har dyrket ca. 1. ha. jord med juletræer. Vi beslutter at bruge overskuddet på en miniferie til Rom med fruerne. Sent efterår.
Vi flyver til Rom. Vi har kun en uges tid til rejsen. Men Annette og jeg påtænker på et tidspunkt at rejse rundt i Italien med campingvogn. Så vi kan kalde det en research tur.
Vi har en mellemlanding i Amsterdam lufthavn. Vi er nød til at tjekke helt ud, for at komme ud og få en kølig øl. Det gør vi så. Senere samme dag ankommer vi til en af de store lufthavne ved Rom og kører med en taxa ind til centrum hvor vi skal bo. Vi kommer forbi flere bynære campingpladser på vejen til Rom. Taxachaføren kører som en brækket arm med hornet i bund, så det er lidt af en oplevelse. Billederne er taget med mit gamle kamera og det har ikke samme opløsning som mit nye. Det er nærmest dogmeagtig.
Vi bor på et mindre hotel i gaden Via Monte Bello tæt på centrum. Der er gåafstand til de fleste ting og så har Rom en udmærket og billig Metro. Alle gader begynder næsten med Via. På hotellet har vi morgenmad med i prisen og her sidder vi hver morgen mindst en times tid over rigelige mængder af kaffe.
Hver dag er der forskellige markeder på gaden nedenfor hotellet. Til højre en skærsliber, der bruger sin cykel til at dreje den store slibesten.
Vi snupper en forfriskning på vores tur gennem byen. Vi skal se den store arena Colosseum. Som enhver nok ved er Rom, de gamle romers by.
Inden vi går ind snupper vi lige en let frokost, bestående af landskinke, Gogonzola og forskelligt brød. Hertil en papvin.
Colosseum er fantastisk. Lad jer ikke narre af de mange guider, der tilbyder sig og tager sig godt betalt. Fra Colosseum kigger vi over på Palatinerhøjen, vi senere skal besøge.
De små kioskbiler er farvestrålende og sjove.
Så skal vi have lidt at spise og noget at drikke. Det er dejligt vejr, men vi bliver noget tørstige. Palatinerhøjen er nærmest en by midt i byen. Den ligger i et smukt parkområde.
Så er vi tørstige igen. Mon ikke vi snart bliver sultne igen ?
Det er ikke scooteren Annette er forelsket i. Hun syntes busken var så flot.
Den spanske Trappe, her er næsten altid mange mennesker. Gaderne neden for trappen er modebutikker med de rigtige mærkevarer og kun for dem med pungen iorden. Så meget tjente vi heller ikke på juletræerne, at fruerne kunne blive ekviperet.
Vi sørger ud i hjørnerne og finder en hyggelig restaurant. Så skal vi spise og have lidt at drikke.
På vej til Peterskirken kommer vi over Tiberen på en af de mange broer.
Vi bliver sultne og tørstige af at kigge på alt det vand.
I det Sixtinske Kapel er der så mange mennesker, at vi ikke kan røre jorden og nærmest bliver båret igennem. Så ved vi lidt bedre det med at føle sig løftet over jorden.
Mens vi går rundt i Peterskirken med hundrede andre turister bliver der samtidig afholdt gudstjeneste. I Rom er der mange tiggere.
Tiggerne ligger nærmest hen af gaden og ser rigtig sølle ud. Jeg skal ikke gøre mig klog på om det er mennesker i nød eller plattenslagere. Men vi giver ikke penge til tiggere af erfaring. Herover betjent ved parlamentet.
Så er vi sørme igen blevet lidt tørstige. !!!
Jeg vil nødig være bilist i Rom. Folk parkerer hvor det passer bedst om det så er midt i et fodgængerfelt. Mange steder har jeg ikke fornemmelse af, at miljømærker bruges her. Der er næsten altid en tyk sort bilos. Næsen er helt sort når den bliver pudset om aftenen.
Gademusiker i det pæne tøj. Vores gade med endnu et gademarked. Jeg fik købt flere billige italienske lædersko.
Fontænen Fortana di Trevi blev verdensberømt, da Anita Ekberg gik omkring den i den verdensberømte film La Dolce Vita. Gyden ned til vore ynglingsrestaurant i Rom. Vi besøgte den med glæde flere gange.
Hvis jeg må komme med et godt tip og man gerne vil spise super italiensk mad, skal man holde sig fra restauranterne på torve og pladser og søge ud i de små gader. Serverer de pomfritter er det ikke autentisk. Vi fik første klasses mad til rimelige penge og der var ikke nogen udover os, der kunne andet end italiensk. Tjeneren fortalte os på gebrokken engelsk, at i morgen ville der komme bud fra nord med friske hvide trøfler fra Elba. Vi skulle komme i god tid for hele Rom ville være på den anden ende.
Vi kom selvfølgelig næste dag og slog os ned med italienerne. I hele lokalet bredte sig en lugt af sure sokker mens tjeneren rev skiver at den hvide trøffel ud over vores pasta. Men det smager som når englene synger og vi mistede igen jordforbindelsen for en tid. Hvis nogen har lyst til at prøve og vil behandle stedet med samme respekt, som vi gjorde. Røber jeg her adressen. Hvide trøfler er meget kostbare. De er omgæret med stor magi.
Efter denne eventyrlige oplevelse blev vi igen tørstige på vejen tilbage til hotellet. Og pludselig var dagen der, hvor vi igen skulle med flyveren mod nord. Rom har været et spændende bekendtskab og vi vender helt sikkert tilbage, gerne som campister.
 

Til toppen