Eckernförde januar 2016.

Besøg ved Nord-Ostsee-Kanal og Eckernförde

Forside
 
  Sidste weekend i januar. Jeg har en ide om, at forlænge weekenden og tage en tur langs Nord-Ostsee-Kanal fra Kiel til Brunsbüttel, men en dårlig vejrudsigt får mig til at ændre planerne.
A7 over Nord-Ostsee-Kanal er lukket for lette køretøjer, vi skal heldigvis dreje fra lige før broen. Lidt fra Kiel ligger Sehestedt med en stellplatz helt ned til kanalen. Det er fantastisk at se de store skibe sejle forbi i en afstand hvor jeg næsten kan røre ved dem. Et stykke tid før skibene kommer kan jeg høre den dybe lyd fra skibenes store dieselmotorer. Her kommer mange skibe forbi i timen og hele natten med. Billetautomaten er istykker, så en gratis overnatning. 54° 21' 52" N, 9° 49' 5" Ø.
Det er sidst på måneden, så Annette har lavet nogle retter hjemmefra vi kan varme i ovnen med lidt salat og rødvin. Her en kødtærte så en rigtig god, let, velsmagende campingret.
Næste morgen beslutter vi at besøge den nye autocamperplads i Eckernförde. 54° 27' 51" N, 9° 50' 3" Ø. Det er en fin plads med alle de fornødenheder en autocampist måtte have brug for, selv et hundebad er der. Stort indkøbscenter 100 meter fra pladsen og Eckernförde bymidte i tre hundrede meters afstand. Se det er beliggenhed, ikke noget med at stuve autocampister afvejen på en campingplads langt uden for byen. Som i kan se er pladsen godt besøgt selv på denne årstid, der holder flere biler end på billedet. 15€.
Vi går en tur på gågaden. Annette skal ind og besøge hver skobutik og dem er der mange af. Jeg får lidt ondt i ryggen af ventetiden med hunden Freja.
Det er torvedag med boder flere steder i byen.
Den hyggelige havn i Eckernförde. Det var her skibene ankom med tropper fra Fyn og Sjælland i 1864 inden soldater gik til Dannevirke.
Eckernförde er en by, der er værd at kaste et blik på.
Vi slutter dagen og turen af med endnu en dejlig Annette middag, forloren hare med bønner, købt på markedet i Eckernförde. Turen hjem næste formiddag over Kappeln og Flensborg går stille og roligt. Vi bliver viftet igennem grænsekontrollen. Selv om jeg havde troet de ville kigge ind i vognen og opdage de mange syriske flygtninge, der sidder der. ;-)
 

 

Til toppen