Tjekkiet 2016.

Naturoplevelser og fjerne slægtninge. Første del.

Forside
 
  Jeg manglede at afvikle 14 dage af min sommerferie. Vi havde bestemt at turen skulle gå til Tjekkiet igen efter en længere pause på syv år. Vi kørte af motorvej A7. Vi krydsede grænsen ved Padborg. En tysk politipatrulje holdt i højre side ved grænsen. Inden i bilen sad to betjente og fortærede deres frokost. En bolle med spegepølse. På vej mod Danmark var der en længere kø, grundet grænsekontrolen. Videre ad A7 til Neumunster Syd, hvor vi svingede fra mod Lübeck, gennem Lauenborg og ad A24 mod Berlin.
Ved rastepladsen Schaalsee har vi krydset den gamle grænse til det tidligere Østtyskland. Vi tog en frokost pause, vi skal huske at drikke og spise på de længere køreture. Rundt om Berlin med Ring 10. Fortsatte med motorvejen mod Dresden. Ved Pirna drejede vi fra for at køre mod Hrensko.
Vi gad dog ikke køre mere. Vi fandt i Bordatlas en kro hvor vi kunne holde i baghaven ved Reuners for fem euro, hvis man ikke spiste på kroen, var det gratis. Annette gav en middag, så skulle vi heller ikke tænke på det.
En meget stille nat med et enkelt rævebjæf. Næste morgen kunne jeg høre tranerne ude fra markerne. De var måske på vej sydpå. Vi pakkede og kørte mod Hrensko.
Ankomst til Elben på den tyske side. Jeg havde hjemmefra tastet Hrensko ind i GPS'en på min Ipad.
Vejen blev smallere og smallere. Vi tænkte begge, at det her var galt, men det var forsent at vende. Vi måtte køre til enden og håbe vi kunne vende.
Vejen endte blind ved et trinbrædt til toget på den tyske side. Herfra gik en gangsti under skinnerne til en lille færge, hvor der ikke kunne være en stor camper. Vi fik vendt på et område med indkørsel forbudt og listede os op ad den smalle sti, i håb om ikke at møde modkørende. Fremover ville vi ikke stole blindt på GPS'en.
Vi fandt vejen på den tjekkiske side til grænsebyen Hrensko. En fin lille bjergby ved Labe som Elben hedder her.
Her var mange boder med kinesere, der faldbød kopivarer til billige penge. Men allerede her, kan vi få en stor kold fadøl til 10 kroner.
Lidt uden for Decin i Sneznik fandt vi denne fine camperplads i skovens dybe stille ro. I morgen vil vi igen køre til Hrensko og følge floden Kamenice op i det nordlige Bøhmen.
I den lille bjergby Mezni Louka lå denne fine campingplads. Herfra skulle vi også vandre op til Europas største naturskabte bro Pravcicka brana.
Jeg havde fortalt Annette, at turen ville tage 45 minutter. Men det var 6,5 kilometer op ad hele tiden.
Udgangspunktet var et andet så efter to timer sled vi os stadig op ad klipperne. Vi havde også glemt vandflasker. Jeg måtte love en frokost, når vi nåede frem.
Undervejs var der dog smukke udsigter fra tid til anden.
Pludselig dukkede broen frem af skoven.
Den mest henrivende restaurant lå ved broen. Flot, gammel og bygget op af klippevæggen. Vi fandt ikke ud af hvordan de fik varer op til restauranten. Vi så en lille svævebane på et tidspunkt.
Jeg havde jo lovet Annette en frokost ved ankomst til broen. Flot gammel restaurant. Helt sikkert fra før kommunisttiden.
Kig mod klippebroen fra restauranten.
En fantastisk udsigt fra den naturlige bro over det Nordbøhmiske område.
Sådan spiser vi for 60 kr. pr. person incl. drikkevarer og kaffe. Velbekomme. Nej det er ikke knødel.
Næste dag kørte vi gennem skovene til Panska skala, et helt specielt geologisk fænomen.
Det så ud som femkantede stave var skudt op af den bare mark.
Det var 30 millioner år gammel lava, der under helt bestemte afkølingsforhold dannede disse stave.
Her kan man tydeligt se formen på stavene sammen med skønne Annette.
Vi fortsatte til Melnik, hvor floderne Elben og Moldau løber sammen. På skråningerne dyrkes en vin kaldet Ludmilla. Opkaldt efter min 30 gange tipoldemor. Den historie får I mere af i næste afsnit.
Fortsættes næste side. Klik her.
 

 

Til toppen