Juletur 2016

Første gang uden børn.

Forside
 
   
For første gang siden Annette og jeg fik børn, skulle vi holde jul uden. Det var svigerforældrenes tur. Vi har heldigvis fornøjelsen af en julefrokost inden. Den 23. december efter jeg var færdig med arbejde, pakkede vi det sidste i camperen og kørte over grænsen ved Tønder. Her købte vi en flaske gas og lidt til juledagene. Vi fortsatte ad hovedvej 5 mod Husum, hvor vi har planlagt at holde juleaften på fiskehandler Loofs Camperplads. Vi ankom sidst på eftermiddagen. Pladsen var ikke specielt hyggelig, men den ligger i meget kort gåafstand fra havnen og midtbyen.
Vi havde først planlagt at tage ind i byen lørdag formiddag, men da vi har god tid gik vi ind til byen d. 23. Husum har et hyggeligt julemarked, slet ikke som Lübecks, men bestemt stemningsfuldt og med flere steder man kan sætte sig ind.
Vi fandt ind i en af de hyggelige stuer og bestilte Glühwein, jeg skal have en lille skarp i, det var jo ferie. Tyskerne forstår, at holde julemarked, hyggeligt og mange glade mennesker. Jeg tror de har åben til kl. 22 her d. 23. Vi faldt lidt i snak med folk rundt om os. Annette og jeg har prøvet et par stykker af de danske julemarkeder inden jul og jeg skal spare jer for min mening om dem. Men nøjes med at anbefale de tyske. Efter et par Glühwein og lidt godt at spise gik vi hånd i hånd langs havnen tilbage til camperpladsen.
Den 24. december har byen og julemarkedet åben til kl. 14.00. Vi beslutter at tage en sidste tur op i byen. Da vi kommer forbi fiskehandler Loof har de taget et stort bassin ind i butikken fyldt med Karper. Fiskehandleren har travlt med at slå fiskene ihjel og rense dem. Jeg vidste godt at tyskerne spiser Karper juleaften længere ovre østpå, men vidste ikke, at de også gør det her på vestkysten. 
Juleaften i camperen. Første gang. Jeg har grillet et stort andebryst udenfor på grillen. Der blev rigtig godt, dertil Annettes hjemmelavede rødkål, sause og brunede kartofler. Senere ris ala mande med kirsebær. Efter opvasken blev der udvekslet julegaver til en Irsk kaffe. Bemærk jeg har fået min røde juleskjorte på. Vejret var noget blæsende og regnfuld.
Jeg fik nogle fine gaver af Annette, men havde lige suppleret med et par rejsebøger. Denne moppedreng på 545 sider.
Velegnet til autocampister med beskrivelse af 21 rejseruter. ISBN: 978-3-95504-311-7
Flot camperbog med forslag til rejser i 17 lande. Udgives i 2017.
ISBN: 978-3-8342-2198-8
Til dem der godt kunne tænke sig en skønlitterær bog. Der dog handler om en autocampertur. ISBN: 9788711334737

Steinbecks spøgelse bygger på en 13.000 kilometer lang rejse i USA i en camper, som Leif Davidsen foretog sammen med sin kone Ulla i 2012, hvor Barack Obama kæmpede for at blive genvalgt. Med Bruce Springsteen på afspilleren kører ægteparret i hjulsporene på den amerikanske nobelpristager John Steinbeck. I 1960 kørte Steinbeck med sin hund Charley rundt i USA og skildrede sin rejse i bogen På rejse med Charley.

Efter to overnatninger i Husum kørte vi til den fine autocamperplads i Ekernförde. 16€ incl. varm bad og fine toiletforhold i huset i baggrunden. Eckernförde har en lang gågade fra autocamperpladsen til havnen. Det var den rute de danske tropper brugte i 1864 efter de var sat i land ved havnen og gik til Dannevirke. Den 26. december lå her 23 autocampere, helt pænt tidspunktet taget i betragtning.
Det var i de dage der var stormvejr i Danmark. Her blæste og regnede det også, men der var ikke storm. Det betød dog, at det ikke var vejr til længere gåture og vi  tilbragte meget tid i vognen. Lidt kedeligt og da vejret ikke syntes at bedre sig de næste par dage besluttede vi at køre hjem.
 

 

Til toppen